Partnerskabet for demensvenlighed
"Partnerskabet for demensvenlighed" skal styrke indsatsen for mennesker med demens
I dag lever omkring 100.000 mennesker med en demenssygdom i Danmark. Dertil kommer ca. 300.000-400.000 nære pårørende, som hver dag er berørt af sygdommen. Med det stigende antal ældre er demens en af de største udfordringer for sundheds- og plejesektoren i de kommende år. Det kræver en fælles indsats, og derfor har seks centrale organisationer nu stiftet "Partnerskabet for demensvenlighed".
Bag partnerskabet står Alzheimerforeningen, Dansk Sygeplejeråd, Ergoterapeutforeningen, FOA, KL og Ældre Sagen. I samarbejde med andre organisationer fra civilsamfund, kommuner og faglige miljøer vil de sammen styrke indsatsen for mennesker med demens, deres pårørende og de mange medarbejdere, som hver dag yder pleje og støtte.
Partnerskabet vil forene og styrke de indsatser, som i dag drives af Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark. Desuden skal der samarbejdes om nye indsatser for at opnå et mere demensvenligt Danmark.
To centrale spor i indsatsen
Partnerskabets aktiviteter organiseres i to centrale spor. Det ene handler om at øge synligheden og skabe større forståelse for mennesker med demens samt at arbejde med inklusion gennem de landsdækkende initiativer Demensugen og Demenssymbolet. Det andet fokuserer på at styrke faglighed, samarbejde og ledelsesopbakning til sundheds- og ældreplejen gennem Demenstopmøder og demenscamps.
Partnerskabet er etableret med støtte fra Ældreministeriet, der har afsat 15,1 mio. kr. frem mod 2028.
Partnerskabet:
- Alzheimerforeningen
- Dansk Sygeplejeråd
- Ergoterapeutforeningen
- FOA
- KL – Kommunernes Landsforening
- Ældre Sagen