Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Tænder

Pleje af dine tænder, når du bliver ældre

Dine tænder kan godt holde til et helt livs slidtage og belastning, hvis du passer godt på dem.

Alder i sig selv er ikke en risikofaktor, men mange ældre har tænder, der har gennemgået mange års brug og behandling, hvilket kræver ekstra omhu. 

Heldigvis er tandhygiejne og tandeftersyn meget mere i fokus i dag, end det tidligere har været. Det betyder, at du har alle muligheder for at passe på dine tænder, så du kan bevare dem længe.

Tandhygiejnen er forbedret

Før i tiden var det almindeligt, at man som ældre mistede sine tænder. Helt frem til 1980’erne var mellem halvdelen og to tredjedele af ældre danskere tandløse.

Sådan er det heldigvis ikke mere, for antallet af ældre, der har mistet tænderne, er halveret siden dengang.

Det skyldes, at der er kommet mere fokus på tandhygiejne og eftersyn af tænderne.

Finmotorikken besværliggør tandbørstningen

Tandproblemer, der kommer med alderen, er ikke unormalt – også selv om du har været grundig med tandbørsten.

Tandproblemerne opstår blandt andet på grund af sygdomme, nedsat bevægelighed, syn eller kognition samt medicin, som kan påvirke din mundhygiejne.  

Læs også: Få tandlægen hjem til dig

Mundhygiejne har betydning for dit helbred

Dårlig mundhygiejne kan medføre eller forværre en række sygdomme. Sygdomme og medicin kan også, den anden vej rundt, påvirke din mund og mundhygiejne.

Dine tænders tilstand har på den måde indflydelse på din generelle sundhed.

Læs også: Mundhygiejne har betydning for dit helbred

Når du skal have behandlet dine tænder

Der er forskellige tilskud, du måske kan drage nytte af, hvis dine tænder bliver dårlige, og du får behov for at få behandling af tandlægen.

Tilskuddene varierer alt efter hvilken type behandling, du har brug for – og dine økonomiske forhold.

Læs også: Sådan får du tilskud til dine tænder

Om artiklen Kilde
Sundhedsstyrelsen; Sunde tænder — hele livet, www.sundhed.dk; Tandstatus hos ældre.

Skribent
Peter Egevang, kommunikationskonsulent, Ældre Sagen. 
Politik Det har Ældre Sagen opnået  Læs om politiske resultater

Sidst opdateret 10.11.2025