Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Arv & testamente

Hvordan skal din arv fordeles?

Overdrag fast ejendom til børn uden betaling med det samme

Det kan godt lade sig gøre at overdrage fast ejendom til dit barn, selvom dit barn ikke har råd til at købe huset her og nu.

Læsetid: 3-5 minutter

--------------------------

Selv om dit barn måske ikke har økonomi til at købe den ejendom - fx et sommerhus - du gerne vil overdrage, så behøver det ikke at betyde, at det ikke kan lade sig gøre at lade huset gå videre til den næste generation.

Der findes forskellige måder, hvor du kan overdrage fast ejendom, uden at dit barn skal overføre penge til dig lige med det samme.

Sådan overdrager du fast ejendom

  • Du sælger sommerhuset til dit barn.
  • I stedet for at dit barn betaler overdragelsessummen, så laver I et gældsbrev på, at dit barn skylder overdragelsessummen.
  • Hvis du ikke ønsker, at dit barn skal betale afdrag og renter på gældsbrevet, skal det laves som det, der hedder et anfordringsgældsbrev. Det betyder, at du altid kan kræve, at dit barn skal betale hele gælden med kort varsel.
  • Man kan hvert år give et beløb afgiftsfrit i gave til ens børn – se satsen for afdragsfrie gaver her (link). Det beløb kan du vælge at give som et afdrag på gældsbrevet. Det kan man ikke lave en aftale om på forhånd, derfor er det vigtigt, at du ikke skriver det i gældsbrevet. I stedet skal du hvert år give beløbet i gave. Det vigtigt, at du har dokumentation for, at du have givet pengegaven, og at gældsbrevet er nedskrevet med beløbet.

Det skal du være opmærksom på ved denne løsning

  • Der skal laves nyt skøde, da dit barn bliver ejer af ejendommen. Det betyder, at dit barn hæfter og er ansvarlig for alle udgifter vedrørende ejendommen. Fx ejendomsskatter, husforsikring mv. 
  • Det kan have skattemæssige konsekvenser, som du skal være opmærksom på. Fx hvis der er tale om en ejendom, som samtidigt er din bolig, og du efter overdragelsen fortsat skal bo i ejendommen. I det tilfælde skal du begynde at betale husleje til dit barn, fordi han eller hun nu er ejere af ejendommen. Den husleje vil dit barn skulle betale skat af. Dit barn kan også blive såkaldt avancebeskattet, hvis han eller hun på et senere tidspunkt sælger boligen uden selv at have boet i ejendommen i den periode, vedkommende har ejet den.
  • Du skal være opmærksom på, hvilken overdragelsessum du vælger. Hvis du sætter den for lavt eller for højt, kan du risikere, at Skat vil se det som en gave, og du derfor ender med at skulle betale gaveafgift. I nogle tilfælde kan du vælge at anvende den offentlige vurdering. Vi anbefaler, at du kontakter advokat for at afklare om den offentlige vurdering kan bruges i din situation.
  • Hvis der er lån i ejendommen, skal du have afklaret om kreditor accepterer, at dit barn overtager lånet/lånene. Kreditor er ikke forpligtet til at acceptere, at dit barn overtager lån. Det kan derfor være nødvendigt at indfri eksisterende lån, og at dit barn selv optager nye lån.

På grund af ovenstående punkter er det vores anbefaling, at du altid får rådgivning af en advokat, hvis du vil lave en familieoverdragelse.

På den måde er du sikker på, at overdragelsen kommer til at gå godt, og at der ikke kommer utilsigtede skattemæssige konsekvenser med i salget.

Er du i tvivl?

Du er altid velkommen til at kontakte Ældre Sagens telefoniske rådgivning, hvis du har spørgsmål til overdragelse af ejendom til voksne børn. Vi har jurister og økonomer, som er klar til at hjælpe dig.

Kontakt Rådgivningen

Om artiklen Kilde
Ældre Sagens Rådgivning.

Skribent
MetteMaje Skøtt, Digital producent, Ældre Sagen.

Sidst opdateret 15.05.2025