Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Mental sundhed

Styrk din mentale sundhed og stå stærkere

Skær ned på skærm og få mere velvære i hverdagen

Der er sammenhæng mellem nedsat brug af skærm og øget velvære. Derfor kan du med fordel indføre sunde rutiner, der hjælper dig med at lægge skærmen fra dig.

Læsetid 3-4 minutter

_________________

Det kan være svært at lade skærmen ligge, selvom du måske godt ved, det er sundt for dig ikke at bruge for mange timer med hovedet i telefon eller næsen i iPad ‘en.

Men med et par konkrete tips kan du få hjælp til at mindske dit skærmforbrug.

For meget skærm fører til dårlig trivsel

Der er en sammenhæng mellem forbrug af skærm og søvn, fysisk aktivitet, stress, sociale relationer og fællesskaber. Derfor reviderede Sundhedsstyrelsen deres anbefalinger til brug af skærm i 2023.

Læs mere om hvordan skærme påvirker dit mentale sundhed og trivsel på sst.dk

Find balancen

Selv når du er bevidst om dit skærmforbrug, kan det være svært at tøjle forbruget.

Regler, for hvornår og hvordan skærm skal bruges hos dig, kan hjælpe.

Sunde regler for skærmbrug kan fx se sådan ud:

7 gode råd til, hvordan du kan mindske dit skærmforbrug
  1. Hav altid i tankerne, at du maksimalt må bruge tre timer af din fritid på din skærm – og gerne mindre.

  2. Planlæg aktiviteter, motion og ture ude af huset væk fra skærmen.

  3. Vær en del af fællesskaber, som mødes fysisk og ikke kun er online.

  4. Lav regler for, hvornår skærm er i orden at bruge – evt. skærmfri måltider også selvom du er enlig og spiser alene. Har du børnebørn på besøg, er det også en god idé at spise uden skærm.

  5. Brug ikke skærm op til sovetid. Lav en god rutine, hvor du laver andre ting, før du skal sove fx læser en bog, ordner til dagen efter, går en runde i haven, lufter hunden, snakker med nogen.

  6. Tag ikke skærmen med ind i dit soveværelse. På den måde undgår du at kigge på den før sengetid, men du bliver heller ikke forstyrret af den i løbet af natten, hvis en besked tikker ind.

    Samtidig bliver du heller ikke fristet til at skrive til andre eller tjekke en mail midt om natten.

  7. Brug et almindeligt vækkeur i stedet for din telefon. Det er fristende at kigge på telefonen, når du alligevel har den i hånden, og din dag skal helst begynde og slutte uden skærm.  

Vær opmærksom på dit forbrug

Hvis du bruger for mange timer på din skærm, går det ud over noget af det andet, der er sundt for dig og afgørende for din trivsel.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne over 18 år højst bruger tre timer om dagen på skærmen – og opfordrer til mindre.

Der skal være tid til at være social, være alene, få sund kost og motion, slappe af, nyde, sove og arbejde i løbet af en dag.

Vær opmærksom på, om den tid, du bruger på din skærm, går ud over resten af dit liv.

Tænk også over, om det indhold du ser på din skærm, er sundt for dig eller ej. Her er det især de sociale medier, der kan have en negativ og afhængighedsskabende effekt.

Læs også: Er du aktiv eller passiv skærmbruger?

Læs Sundhedsstyrelsens gode råd om dagligt skærmbrug 

Om artiklenKilde
Sundhedsstyrelsen

Skribent
MetteMaje Sofia Skøtt, journalist.
Få gode råd

Styrk din mentale sundhed

Få gode råd til hvordan du styrker din mentale sundhed og står stærkere. 

Det er din mentale sundhed, der skal ruste dig til at klare de udfordringer, livet byder på. Når din mentale sundhed er i balance, vil du bedre kunne håndtere udfordringer og klare modgang.

Sidst opdateret 09.07.2025