Flere dør hjemme eller på plejehjem
Andelen af danskere, der dør på sygehuset, er faldet. Flere dør i eget hjem eller på plejehjem.
Opgørelser fra Dødsårsagsregistret viser, at flere danskere dør i eget hjem eller på plejehjem.
I 2023 døde knap halvdelen (49 pct.) i eget hjem eller på plejehjem.
I 2014 var det ca. 40 pct.
Samtidig er andelen af danskere, der dør på sygehuset, faldet.
Ifølge den seneste årsrapport fra Dødsårsagsregistret (2023) lå antallet af patienter, der døde på sygehuset på 35 pct. I 2014 lå antallet på 41 pct.
Forskel mellem regionerne
Der er store forskelle mellem regionerne.
I Region Midtjylland dør over halvdelen hjemme (56 pct.) og 27 pct. på sygehus.
I Region Sjælland dør 46 pct. hjemme og 40 pct. på sygehus.
Ca. 80 pct. af de dødsfald, som sker blandt beboere på plejehjem i Danmark, sker 'hjemme', mens 16 pct. sker på sygehus.
Flere får deres ønsker opfyldt
Det er en positiv udvikling, at flere dør hjemme. Blandt andet viser en undersøgelse fra Ældre Sagen fra 2018, at 34 pct. af danskerne ønsker at dø i eget hjem. Det gælder 37 pct. af dem over 70 år.