Ældre Sagen har forhindret flytning af ældrechecken med kort varsel
Problemet
- Den 20. juni 2025 sendte Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering et lovforslag i høring om at udskyde udbetalingen af ældrechecken.
- Ifølge forslaget skulle udbetalingen af ældrechecken flyttes fra januar til april 2026 for at spare administration.
Det mener vi er et problem, da det stiller mange af de knap 300.000 modtagere af ældrechecken i en presset situation.
Lovforslaget ville kun give pensionister to måneder til at nå at tilpasse deres økonomi, som i forvejen er påvirket af de stigende fødevarepriser.
Det gjorde Ældre Sagen
- Ældre Sagen afgav høringssvar, hvor vi afviste lovforslaget.
- Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, sendte efter høringsfristen et brev til beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen om at ændre beslutningen om at flytte udbetalingstidspunktet for ældrechecken.
- Ældre Sagen har haft dialog med et bredt udsnit af partierne i oppositionen.
- Ældre Sagen har desuden udtrykt vores bekymring på møder med embedsmænd i Beskæftigelsesministeriet.
Det opnåede Ældre Sagen
Den 12. september meddelte Ane Halsboe-Jørgensen, at hun udskyder lovforslaget, og at beslutningen kommer efter høringssvar fra bl.a. Ældre Sagen.
Det betyder, at forslaget foreløbigt er taget af bordet, og at du vil modtage din ældrecheck i januar 2026 som normalt.
Læs ministeriets pressemeddelelse
Det kæmper vi for
Ældre Sagen kæmper for en tryg økonomi for alle pensionister og for, at den enkelte pensionist skal have mulighed for at tilpasse økonomien efter egne ønsker og behov. Derfor glæder det os, at lovforslaget om at udskyde ældrechecken foreløbigt er blevet droppet.
Baggrund
Ældrechecken udgør op til ca. 25.000 kr. før skat, og målet med udskydelsen var at spare administration. Langt fra alle pensionister ville dog uden videre kunne undvære ældrechecken i tre måneder, sådan som ministeriet lagde op til. I 2024 havde ca. 67.000 pensionister mindre end 15.000 kr. stående på bankkontoen 1. januar. Derfor vurderer Ældre Sagens økonomer, at mindst 50.000 ældre ville være i en udsat situation, hvis udbetalingen blev flyttet tre måneder tilbage.
Tak for din støtte
Takket være din støtte som medlem har vi kunnet opnå dette resultat. Din opbakning gør en vigtig forskel i vores arbejde med at skabe en tryg økonomi for alle pensionister.