Ældre kan ånde lettet op: Ældrechecken udskydes ikke
Et lovforslag om at udskyde ældrechecken i tre-fire måneder bliver nu foreløbig taget af bordet. I Ældre Sagen glæder Bjarne Hastrup sig over ministerens beslutning.
Ældre Sagen har nemlig modtaget mange henvendelser fra bekymrede medlemmer, siden ideen om at udskyde udbetalingerne blev kendt.
Bekymringerne opstod, fordi ministeriet var på vej med et lovforslag, der med meget kort varsel ville udskyde udbetalingen af ældrechecken til de knapt 300.000 modtagere.
Konkret betød lovforslaget, at folkepensionister i Danmark ikke som normalt ville få ældrechecken ind på kontoen sidst i januar 2026, men først ville se pengene sidst i april 2026.
Bjarne Hastrup: Ministeren har lyttet
Desværre ville lovforslaget kun give pensionister to måneder til at nå at tilpasse deres økonomi, som i forvejen er presset af de stigende fødevarepriser.
Derfor glæder Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, sig over ministerens beslutning:
– Titusindvis af ældre er dybt afhængige af ældrechecken for at få deres økonomi til at hænge sammen, og vi har tydeligt kunnet mærke, at mange medlemmer er bekymrede. Derfor har ministeriets planer om at udskyde checken også fyldt rigtig meget i Ældre Sagens arbejde i de forløbne måneder. Men heldigvis har vi en lydhør minister, som nu har truffet det meget fornuftige valg at sætte lovforslaget på pause, indtil vi har fundet en løsning, der ikke rammer de økonomisk svageste ældre, siger Bjarne Hastrup.
Kort om udskydelsen af ældrechecken
- 20. juni 2025 sendte Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering lovforslaget om at udskyde ældrechecken i høring hos bl.a. Ældre Sagen.
- 20. august sendte Ældre Sagen et høringssvar, hvor vi stiller os afvisende over for forslaget om at udskyde udbetalingen.
- Læs Ældre Sagens direktør Bjarne Hastrups brev til beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen fra 10. september.
- 12. september, to dage efter modtagelsen, meddelte Ane Halsboe-Jørgensen, at hun udskyder lovforslaget, og at hendes beslutning kommer efter høringssvar fra bl.a. Ældre Sagen. Læs ministeriets pressemeddelelse
Svage pensionister rammes hårdest
Ældrechecken udgør op til ca. 25.000 kr. før skat, og målet med udskydelsen var at spare administration. Langt fra alle pensionister ville uden videre kunne undvære ældrechecken i 3 måneder, sådan som ministeriet lagde op til.
I 2024 havde ca. 67.000 pensionister mindre end 15.000 kr. stående på bankkontoen 1. januar.
Derfor vurderer Ældre Sagens økonomer, at mindst 50.000 ældre ville være i en udsat situation, hvis udbetalingen blev flyttet tre måneder tilbage.
Det har Ældre Sagen gjort ministeriet opmærksom på i et høringssvar til ministeriet, i dialog med en bred vifte af politikere og senest i et brev til beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen.