Undersøgelse: Oplevelser og erfaringer med skærmbesøg i ældreplejen 2025
Størstedelen af ældre i undersøgelsen er glade for at modtage hjælp via skærmbesøg.
Ældre oplever, at det bidrager til større selvstændighed og livsmestring og styrker oplevelsen af kontrol og værdighed i hverdagen.
De væsentligste resultater
-
Ældres introduktion til skærmbesøg kræver dialog og valgfrihed.
-
Teknisk støtte og brugervenlighed er afgørende for skærmbesøg.
-
Skærmbesøg kan ikke altid stå alene.
-
Skærmbesøg kan styrke relationen mellem fagpersonale og ældre.
-
Skærmbesøg kan give frihed og privatliv men kan også skabe ensomhed.
-
Skærmbesøg er nødvendige både nu og i fremtidens ældrepleje.
Baggrund og metode
Ældre Sagen fik i 2024 gennemført en kvantitativ befolknings-undersøgelse med fokus på velfærdsteknologi.
Formålet med undersøgelsen var at opnå et bredt og repræsentativt billede af befolkningens kendskab og holdning til velfærdsteknologi i den kommunale ældrepleje.
Ældre Sagen havde imidlertid et ønske om at blive endnu klogere på primært ældres – og sekundært fagpersoners og pårørende til ældres – holdninger til og oplevelser med velfærdsteknologi og specifikt skærmbesøg i den kommunale ældrepleje.
Det er baggrunden for, at Ældre Sagen i 2025 fik igangsat en kvalitativ undersøgelse om skærmbesøg i ældreplejen.
Indsigterne fra denne undersøgelse bidrager således til en større viden om og nuancering af brugen af skærmbesøg i den kommunale ældrepleje og kan være med til at kvalificere debatten og sætte primært ældres - men også fagpersoners og pårørende til ældres - perspektiver på dagsordenen.
Kort om metoden
Undersøgelsen er en kvalitativ undersøgelse, og den er gennemført af analyseinstituttet Epinion for Ældre Sagen.