Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Landsdækkende undersøgelse af patientoplevelser 2024 (80+-årige)

Resultater for somatisk akut indlagte patienter i alderen +80 år fra Center for Patientinddragelses landsdækkende undersøgelse af patientoplevelser 2024

Med et særudtræk fra Center for Patientinddragelses undersøgelse om patientoplevelser fra 2024 kan Ældre Sagen vise unikke data for patienter over 80 år, der har været indlagt akut (somatisk).

Trods en overordnet og generel tilfredshed med indlæggelse viser resultaterne fra undersøgelsen, at en bekymrende andel ældre patienter oplever, at de:

  • ikke inddrages i beslutningerne om deres egen behandling/undersøgelse.
  • ikke har én bestemt læge, der har det overordnede ansvar for deres forløb.
  • ikke modtager information, de har behov for, som er til at forstå, eller som giver dem tryghed.
  • ikke oplever personalet spørger ind til deres egen beskrivelse af deres sygdom.

Patienternes oplevelser i 2024 svarer stort set til billedet fra 2023, hvilket vidner om, at der fortsat er behov for at fremme et værdigt møde med sundhedsvæsnet for ældre mennesker. Dog har der som et lyspunkt været en positiv udvikling i forhold til at have én bestemt læge med overordnet ansvar for ens forløb. Også oplevelse af den mundtlige information under indlæggelsen som forståelig er der sket en positiv udvikling for.

Resultater for +80-årige akut indlagte patienters oplevelser

I det følgende beskrives resultater fordelt på udvalgte indikatorer som udtryk for patienters oplevelser. De konkrete resultater både på landsplan og for hver region ses i figurer i link nedenfor.

Inddragelse i beslutninger

På landsplan oplevede knap hver femte akut indlagte patient over 80 år slet ikke eller i ringe grad at være med til at træffe beslutninger om deres undersøgelse/behandling ved behov. Mere end hver fjerde oplevede det kun i nogen grad. Sammenlagt er det på landsplan således næsten halvdelen af patienterne, der kan betragtes at have oplevet deres inddragelse som mangelfuld. I Region Sjælland ses den højeste andel i forhold til andre regioner – her er det 54 pct. over 80 år, der slet ikke, i ringe grad eller i nogen grad oplevede at blive inddraget i beslutninger.

Kontinuitet i forløbet med én læge

De landsdækkende resultater viser, at 16 pct. af akut indlagte patienter over 80 år slet ikke eller i ringe grad oplevede, at det var en bestemt læge, der tog et overordnet ansvar for det samlede forløb, mens 23 pct. af patienterne oplevede det i nogen grad. Sammenlagt har det for 39 pct. været en mangelfuld oplevelse i forhold til at have en læge med overordnet ansvar for deres forløb. Den højeste andel ses i Region Hovedstaden, hvor 45 pct. af patienterne slet ikke, i ringe grad eller i nogen grad oplevede, at en bestemt læge havde ansvar for deres forløb.

Information, man har behov for, som giver tryghed og som er til at forstå

Sammenlagt er der på landsplan 30 pct. over 80 år, der slet ikke, i ringe grad eller i nogen grad oplevede at få den information, de havde behov for. Den største andel ses i Region Sjælland, hvor 36 pct. slet ikke, i ringe grad eller i nogen grad oplevede at få den information, de havde behov for.

Når der måles på, om informationen gør patienter trygge, ses det på landsplan, at mere end hver fjerde akut indlagte patient over 80 år slet ikke, i ringe grad eller i nogen grad oplevede, at personalet informerede dem tilstrækkeligt til at skabe tryghed efter deres indlæggelse. På regionsniveau ses den største andel i Region Hovedstaden, hvor sammenlagt hver tredje enten slet ikke, i ringe grad eller i nogen grad oplevede, at personalet informerede dem tilstrækkeligt ift. at skabe tryghed.

I forhold til om informationen opleves som forståelig for patienter, oplevede næsten hver fjerde akut indlagte patient i alderen +80 år slet ikke, i ringe grad eller i nogen grad, at de modtog forståelig information under deres indlæggelse. Den højeste andel ses i Region Hovedstaden, hvor sammenlagt 31 pct. slet ikke, i ringe grad eller i nogen grad oplevede informationen givet under indlæggelsen som forståelig.

Patienternes egne sygdomsbeskrivelser

Resultaterne fra undersøgelsen indikerer, at det halter med at få spurgt til patienternes egne oplevelser af deres helbred. Der er sammenlagt 29 pct. akut indlagte patienter over 80 år, der enten slet ikke, i ringe grad eller i nogen grad oplevede, at personalet spurgte ind til deres egne beskrivelser af deres sygdom/tilstand. Blandt regionerne har Region Sjælland med en andel på 34 pct. den højeste andel, der svarer dette.

Se nærmere for de landsdækkende resultater og for hver region i links nedenfor.

Ældres sundhed og særlige behov i sundhedsvæsenet

Ældre Sagen arbejder for, at du oplever en sikker og værdig behandling, når du bliver indlagt.
Læs mere om mærkesagen sundhedsvæsen

Sidst opdateret 19.05.2025