Én nattevagt til 30 svækkede ældre
Plejehjem er presset til bristepunktet advarer Ældre Sagen og FOA. Det gør de, efter en ny undersøgelse dokumenterer store udfordringer i bemandingen på landets plejehjem.
Det er det nationale forsknings- og analysecenter VIVE der står bag de nye tal, som de har lavet for Ældre Sagen og FOA.
Særligt om natten er plejehjemmene ramt af ekstra lav bemanding. I nogle kommuner står en enkelt medarbejder for eksempel for ansvaret for mere end 30 beboere.
– Jeg ville ønske, det kom bag på mig, at forholdene ikke er bedre på plejehjemmene. Men undersøgelsen bekræfter desværre det, vi også hører i Ældre Sagen. Personalet løber umenneskeligt stærkt og må konstant prioritere mellem beboere med akutte behov siger vicedirektør i Ældre Sagen Michael Teit Nielsen.
Uændrede normeringer men større behov
Undersøgelsen viser desuden, at beboerne på plejehjem generelt er dårligere end tidligere. Samtidig bekræfter tallene, at på trods af dårligere beboere, er antallet af medarbejdere per beboer stort set det samme som i tidligere målinger i 2017 og 2019.
–Det er et kolossalt svigt af generationskontrakten, at vi ikke er i stand til at give en bedre og mere værdig pleje til svækkede mennesker, der har bidraget til samfundet gennem et langt liv” lyder det fra Michael Teit Nielsen.
Personalet må prioritere mellem vigtige opgaver
Undersøgelsen dokumenterer, at 47 procent af medarbejderne på plejehjemmene ugentligt oplever, at de ikke når alle deres opgaver tilfredsstillende. Mange rapporterer om stigende tidspres og vanskeligheder ved at kunne levere den nødvendige pleje og omsorg.
Michael Teit Nielsen fra Ældre Sagen mener, at det vidner om en strukturel ubalance.
– Med så få ressourcer skaber vi dagligt urimelige dilemmaer. Skal Jens ligge i en våd ble lidt endnu? Skal Inge, som er forvirret og utryg, sidde alene? Skal Jeanne lægges i seng kl. 19.00, så der er tid til de andre?” spørger Michael Teit Nielsen retorisk.
– Det er valg, ingen burde stå med. Og de har intet med nærvær, værdighed eller selvbestemmelse at gøre, tværtimod.
Fokus på plejehjem i ældrepolitikken
Debatten om ældrepleje har på det seneste især fokuseret på hjemmeplejen og på den nye ældrereform, som skal styrke selvbestemmelse og kontinuitet. Ældre Sagen opfordrer til, at plejehjemmene i højere grad bliver indtænkt i det kommende politiske arbejde.
– Hvis ældreplejen for alvor skal løftes, skal plejehjemmene med. Det kræver flere medarbejdere, bedre rammer og en erkendelse af, at behovene hos de ældre er vokset. Lige nu er omsorgskontoen overtrukket, og det kan ingen være tjent med, slutter Michael Teit Nielsen
Læs undersøgelsen her- Undersøgelsen er gennemført af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) for FOA og Ældre Sagen i 2025.
- Plejehjemmene i undersøgelsen er identificeret ved hjælp af Plejehjemsoversigten, og den bygger på et elektronisk spørgeskema, der er sendt til ledere af landets 923 plejehjem i 2025.
- 479 plejehjem har afgivet fuld besvarelse, hvilket giver en svarprocent på 51,9. En bortfaldsanalyse viser, at de deltagende plejehjem ikke adskiller sig betydeligt fra de øvrige plejehjem. Undersøgelsen er en opfølgning fra 2017 og 2019, også gennemført af VIVE for FOA og Ældre Sagen.