Hjerneceller og finmotorik
Af Marianne Krogh Andersen Foto: Ulrik Jantzen
Lis Munk Frederiksen fik kørekort som 74-årig. Kørelæreren var lidt forbeholden, men efter første time overgav han sig. Her var en dame med talent! Måske fordi hun i forvejen havde kørekort til motorcykel.
I næsten 50 år har hun ellers kørt på cykel, 32 km dagligt, til sit arbejde som laboratorietekniker på Københavns Universitet, men for et par år siden gik Lis Munk Frederiksen over til at køre i sølvgrå Mercedes til jobbet på Biologisk Institut, Marinbiologisk Sektion.
Hendes arbejde er specielt. Hun betjener en ultramikrotom. Med en diamantkniv på 3 mm skærer hun – mens hun kigger i mikroskop – ultratynde snit i bl.a.
vandmænd og alger til brug for instituttets forskere.
”Det kræver den yderste akkuratesse. Jeg må under ingen omstændigheder ryste på hænderne,” fortæller Lis Munk Frederiksen, mens hun demonstrerer sin kunst ved at løfte et ekstremt tyndt – for vores øjne usynligt – snit med en urmagerpincet.
De snit, hun udfører, er næsten uforståeligt tynde, 0,05 my. En my er 1/1.000 mm. Med et øjenhår (hendes eget) på en lille pind ’puffer’ hun snittene i vand. Ellers fordamper de. På de indfarvede snit kan forskerne i elektronmikroskop se dyrs celler.
”Mit arbejde er næsten trolderi. Hver eneste lille blok materiale, jeg får i hænderne, er en udfordring. Når det lykkes, er jeg lykkelig. Jeg kan rigtig godt lide mit arbejde. Det holder hjerneceller og finmotorik i gang. Og jeg er glad for at bidrage til forskningen.”
På væggen over Lis Munk Frederiksens arbejdsplads hænger – ud over barnebarnet – fotos af næsehorn, leopardog løve. Der er et billede fra Okavango-deltaet, hvor hun sejlede sammen med kolleger fra instituttet. De har ofte rejst sammen og bl.a. været i Grønland og Sydafrika.
”Sammenholdet er vigtigt for mig. Her er så mange søde og spændende mennesker. Der sker noget her,” fortæller hun og viser stolt plakater af videnskabelige tidsskrifter som Nature med artikler af kolleger.
I næsten et halvt århundrede har Lis haft fuldtidsjob på Biologisk Institut. I mange år arbejdede hun med planter, men nu er det havdyr. Som led i en større fyringsrunde på universitetet blev hun som 73-årig afskediget, få måneder før hun kunne fejre sit 50-års jubilæum. Hun blev vred og skuffet, men fortsatte med at arbejde – nu uden løn – to gange om ugen.
”Hvis jeg holdt op, så aner jeg simpelthen ikke, hvem der skulle lave mit arbejde, fordi der har været så mange fyringer. Jeg synes, arbejdet er skægt, så jeg fortsætter.”
Artiklen stammer fra Ældre Sagens Medlemsblad, juni 2023.
