Økonomisk nedprioritering af ældreområdet i 92 ud af 98 kommuner i 2024
Ældre Sagen har gennemgået kommunernes regnskaber for 2024.
Gennemgangen viser, at kommunernes ældreudgifter på landsplan steg med ca. 500 mio. kr. fra 2023 til 2024. Det er under halvdelen af de ekstra 1,25 mia. kr., som kommunerne fik til at dække det demografiske træk fra et stigende antal ældre.
Ældre Sagens indikator for kommunernes prioritering af ældreområdet måler, om kommunens ældreudgifter pr. 80+ årig følger med udviklingen i kommunens samlede udgifter pr. borger. Når indikatoren falder, er det udtryk for, at ældreudgifterne pr. 80+ årig falder i forhold til kommunens samlede udgifter pr. borger.
Omvendt hvis indikatoren stiger, er det udtryk for stigende ældreudgifter pr. 80+ årig i forhold til kommunens samlede udgifter pr. borger.
Indikatoren faldt i 92 ud af 98 kommuner fra 2023 til 2024.