Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Over 90.000 ældre lades i stikken

Mere end 90.000 svækkede ældre over 70 får ikke den hjælp, de har brug for. Det viser en ny rapport fra RUC og Danmarks Statistik, udarbejdet for Ældre Sagen.

Tallet svarer til mere end halvdelen af alle svækkede ældre i Danmark, og det er et rystende antal, mener Ældre Sagens direktør Bjarne Hastrup.

– Det er jo et massivt svigt. Når så mange svækkede ældre står uden den hjælp, de har brug for, er det ikke bare en fejl i systemet, det er et grundlæggende brud på velfærdskontrakten. 

Uvaskede gulve og manglende pleje

Rapporten dokumenterer, at titusindvis af ældre må klare sig selv i beskidte hjem uden mulighed for at få gjort rent eller få hjælp til personlig pleje.

– Forestil dig at være svækket og alene og så oven i det bo i møgbeskidte omgivelser uden mulighed for at få gjort rent. Det er uværdigt. Og det burde få enhver politiker til at vågne op, siger Hastrup.

Kvinder, enlige og lavindkomstgrupper er hårdest ramt

Især kvinder og enlige er udsatte. Hver tredje svækket kvinde får ingen hjælp overhovedet, og det er dobbelt så mange som mændene. Og har man ingen børn eller har en lav indkomst, er risikoen for at stå helt uden hjælp endnu større.

– Det er ganske enkelt ulighed i praksis. Det er dem med mindst, der rammes hårdest. Og det skal vi som samfund ikke acceptere,” lyder det fra Hastrup.

Dårligt udgangspunkt for den nye ældrelov

Den nye ældrelov er sat i verden for at skabe livsglæde og værdighed i alderdommen, men tallene i rapporten tegner et noget dystert billede af, hvordan det ser ud i dag.

– Det er det dårligste udgangspunkt for starten på ældreloven d. 1. juli, mener Hastrup.

Tiden er løbet fra flere spareplaner

Ifølge Ældre Sagen har der gennem de seneste 15 år været et uafbrudt pres på ældreplejen med besparelser og effektiviseringer.

– Vi har skåret og skåret, og nu er vi ved benet. Politikerne kan ikke længere vende ryggen til problemerne. Det er nu, vi skal stille krav til kommunerne og sikre, at de ældre får den hjælp, de har brug for” fastslår Bjarne Hastrup.

Læs rapporten her   

Sidst opdateret 10.06.2025