Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Der er brug for et værn mod høj inflation

Ældre Sagen foreslår en købekraftsgaranti, der kan sikre pensionister i tider med ekstraordinær høj inflation
30.04.2025

I 2022 steg inflationen markant. Det betød, at mange folkepensionister oplevede, at der ikke længere var råd til mad, medicin og gaver til børnebørnene.

Den situation ønsker Ældre Sagen at undgå opstår igen og foreslår derfor, at der indføres en købekraftsgaranti. Garantien skal være et værn mod høj inflation og en tryghed for ældre, der er nervøse for en gentagelse af inflationskrisen i 2022.

Det største tab

Dengang steg priserne med 7,7 procent. Folkepensionen steg kun med 1,2 procent. Det betød et tab af købekraft på 6,5 procent – det største siden folkepensionen blev indført i 1957.

Først i 2026 bliver efterslæbet indhentet for landets folkepensionister. 

Regulering speedes op

For at undgå at det gentager sig, foreslår Ældre Sagen en simpel mekanisme, som speeder reguleringen af folkepensionen og andre forsørgelsesydelser op.

I normale tider er reguleringen to år forsinket i forhold til lønudviklingen på arbejdsmarkedet, men med udsigt til usikre tider som f.eks. en global handels- og toldkrig, mener Ældre Sagen, at der er brug for en garanti for, at reguleringen kan ske hurtigere.

Med værdighed og skindet på næsen

 - Købekraftsgarantien er en garanti, der skal hjælpe modtagere af folkepension gennem svære perioder med værdighed og skindet på næsen. Der er tale om en midlertidig hjælp i en ekstraordinær situation, vi som samfund forhåbentlig ikke kommer til at stå i igen, siger Bjarne Hastrup, adm. direktør i Ældre Sagen.

Ældre Sagens forslag indebærer, at den fremrykkede regulering udlignes i årene efter en inflationskrise. Derfor kommer garantien over tid ikke til at påvirke holdbarheden af dansk økonomi.

Læs også: Pension - en tryg økonomi for alle pensionister

Sidst opdateret 02.05.2025