SENESTE NYT *Ny kasserer i lokalafdelingen *Ny Sorggruppe *Lokalprogrammet sæson 2025/26 omdelt ult. juni
På denne side, "Seneste nyt"
finder man de nyeste informationer - f.eks. om aktiviteter,
der grundet deadline ikke har kunnet nå at komme med i Lokalprogrammet eller i "Det Sker"
samt andre nyttige oplysninger af forskellig art.
---------- ooOOoo -------------
Roskilde lokalafdeling har pr. 1. september fået ny kasserer - velkommen til Anne Grethe Himmelstrup og tak til Niels Tofte, som efter sit ophør som kasserer, fortsætter i bestyrelsen.
---------- ooOOoo -------------
NY SORGGRUPPE
- begynder i september måned.
Sted: Ældre Sagens lokaler, Allehelgensgade 23 A.
Tid: 8 fredage kl. 13-15 med start den 19. september 2025.
Tilmelding: Else Hass, 4091 1991, elsehass@outlook.com
Sorggruppen er et tilbud til den, der nylig har mistet en af sine kære, og som savner et nærværende fællesskab med andre i lignende situation. I gruppen deler vi oplevelser, tanker og erfaringer med hinanden koordineret af en frivillig fra Ældre Sagen, som selv har mistet, og som gerne vil lytte og samtale.
Det skal være trygt at komme i sorggruppen, derfor er der tavshedspligt.
Sorggruppen er etableret i samarbejde med Roskilde Kommune.
---------- ooOOoo -------------
NYT LOKALPROGRAM
Det nye lokalprogram for sæson 2025/2026 blev i slutningen af juni omdelt til vore mere end 12.000 medlemmer i Roskilde.
Programmet indeholder - som også tidligere år - tilbud om et væld af forskellige arrangementer.
Hvis du som medlem ikke har modtaget lokalprogrammet, kan det afhentes på vort kontor, Allehelgensgade 23A.
Kontoret er åbent mandag til fredag kl. 10-12.
---------- ooOOoo ------------
IT-KRIMINALITET
Som borger kan man få hjælp hos Digitaliseringsstyrelsens Cyberhotline, hvis man ønsker råd og vejledning til at beskytte sig mod it-kriminalitet.
Hos Cyberhotline for digital sikkerhed kan man blandt andet få hjælp til, hvordan man spotter falske webshops, beskytter sig mod svindel på sociale medier og sikrer sit trådløse netværk.
Ligeledes kan man få råd og vejledning, hvis man skulle have mistanke om, at man har fået misbrugt sine personlige oplysninger.
Ring til Cyberhotline for digital sikkerhed på telefon 33 37 00 37 eller læs mere på
www.sikkerdigital.dk/cyberhotline
---------- ooOOoo ------------
NETSVINDEL
Ældre er særligt udsatte for at blive ofre for netsvindel.
Klik på dette LINK og få gode råd til hvordan du skal forholde dig, hvis det skulle se for dig.
-----------ooOOoo------------
PERSONLIG VEJLEDNING:
Ældre Sagen Roskilde har oprettet en aktivitet - ÆLDREVEJLEDEREN - der kan hjælpe dig på vej, hvis du har behov for vejledning i forbindelse med forståelse af regler og bestemmelser eller ved kontakt med f.eks. sundhedsvæsnet, offentlig myndighed eller lign.
Vort kontor - tlf.: 4635 3090 eller mail: aeldresagen.roskilde@mail.dk - formidler kontakten til Ældrevejlederen.
--------- ooOOoo ------------
VEJLEDNING - JURA:
I samarbejde med de to lokale advokathuse, TVC Advokater og IUSTUS Advokater tilbyder Ældre Sagen Roskilde medlemmerne et uforpligtende møde med en advokat, som kan vejlede inden for stort set alle juridiske og en del økonomiske områder.
Ønskes efterfølgende advokatbistand, gives et prisoverslag.
Personlig henvendelse tirsdage i lige uger mellem kl. 14 og 16 til:
TVC Advokater, Københavnsvej 69, Roskilde (undtaget d. 2. og 30 september).
eller:
IUSTUS Advokater, Ringstedgade 10, Roskilde.
Ingen af stederne er tilmelding nødvendig - vejledningen sker på drop-in basis.
--------- ooOOoo ------------
LOKALT NYHEDSBREV
Ældre Sagen Roskilde udsender med jævne mellemrum "Lokalt Nyhedsbrev" pr. email til de medlemmer, som har tilmeldt sig ordningen.
Tilmelding (klik)
Hvis du allerede er tilmeldt nyhedsbrevet, og du skifter mailadresse, da husk venligst at meddele os herom på dette link:
Ny mailadresse
Sidst opdateret 11.09.2025