Ældreloven
Sidst redigeret den 01.07.2025
Hidtil er hjemmehjælp blevet tildelt efter Serviceloven, men fra 1. juli 2025 træder Ældreloven i kraft, og herefter vil hjemmehjælpen kunne tildeles efter Ældreloven. Hjemmehjælp får i Ældreloven betegnelsen ; helhedspleje.
Hjemmehjælp kan søges i kommunen, hvis man ikke længere kan klare de praktiske opgaver i hjemmet, den personlige pleje, eller selv sørge for mad p.ga. en nedsat fysisk, psykisk eller social funktionsevne - se afsnittet Helhedspleje – pleje og omsorgsforløb.
For at være omfattet af Ældreloven, skal man opfylde nedenstående betingelser:
- have lovligt ophold i Danmark
- have nået folkepensionsalderen og på baggrund af en nedsat funktionsevne have et behov for pleje og omsorg
- loven gælder dog også for personer, som ikke har nået folkepensionsalderen, men som efter en vurdering af livssituationen, vurderes at have behov for pleje og omsorg. Plejebehovet skal svare til det behov som personer, der har nået folkepensionsalderen, kan have. Det er kommunen, der vurderer om personer under folkepensionsalderen er omfattet af Ældreloven.
De følgende kapitler vil tage udgangspunkt i Ældreloven.
Det sidste afsnit vil være en opsummering af reglerne i forhold til det, der stadig er gældende i Serviceloven, og som gælder for personer, der ikke er omfattet af Ældreloven – se afsnittet Ældreloven eller Serviceloven.
Overgangsregler
Der gælder visse overgangsbestemmelser, og det betyder at:
- Ældreloven gælder kun for de personer, som bliver tildelt praktisk hjælp, personlig pleje eller genoptræning, efter loven er trådt i kraft d. 1. juli 2025. For at få tildelt genoptræning efter lovens ikrafttræden, gælder det kun hvis behovet er forårsaget af sygdom, som ikke behandles som følge af hospitalsindlæggelse.
- personer, der har fået tildelt hjælp før 1. juli 2025, vil fortsat være omfattet af Serviceloven og først overgå til Ældreloven efter 1. juli 2027 – medmindre deres behov ændrer sig væsentligt. I så fald kan der tildeles anden eller mere hjælp, og personen vil dermed overgå til Ældreloven før 1. juli 2027.
Kommunen kan dog, af egen drift, vælge at lade personer, der er tildelt hjælp før 1. juli 2025 blive omfattet af Ældreloven inden 1. juli 2027.
De bærende værdier i Ældreloven
Der er udformet og beskrevet nogle bærende værdier i Ældreloven, som skal være med til at sætte en overordnet retning for den fremtidige ældrepleje. De bærende værdier er:
- den enkeltes selvbestemmelse
- tillid til medarbejdere og den daglige ledelse
- tæt samspil med pårørende
- tæt samspil med lokale fællesskaber og civilsamfund
Selvbestemmelse
Selvbestemmelse i Ældreloven skal forstås sådan, at den enkelte modtager af hjælp har ret til løbende indflydelse på tilrettelæggelsen og udførelsen af den tildelte hjælp - se afsnittet Helhedspleje – pleje og omsorgsforløb. Med selvbestemmelse skal modtageren have indflydelse på, hvilken hjælp der gives fra gang til gang, så personen oplever, at der er overensstemmelse med det aktuelle behov. Selvbestemmelsen skal komme til udtryk gennem dialog mellem medarbejder og den person, som modtager hjælpen.
Tillid til medarbejdere og daglig ledelse
Kommunen skal understøtte en retning i ældreplejen, som bl.a. skal være kendetegnet ved tillid til medarbejdernes- og den daglige ledelses faglighed og kompetencer. Kommunen skal sætte rammerne for medarbejdernes muligheder for at blive inddraget, tage ansvar og få medbestemmelse i tilrettelæggelsen og udførelsen af ældreplejen hos den enkelte.
Pårørende
Ældreplejen skal tage udgangspunkt i en helhedsorienteret tilgang, hvor hjælpen skal tilrettelægges og udføres ud fra hensynet til personens samlede livssituation. Derfor er det vigtigt at inddrage alle forhold omkring personen, der har brug for hjælp. Kommunen skal understøtte et tæt samspil med de pårørende, som med deres indgående kendskab til den plejekrævende, kan være en stor ressource for alle parter. Et godt pårørendesamarbejde kan øge en gensidig tillid mellem pårørende og medarbejdere og give en tryghed for den person, som har brug for hjælp. Det er dog vigtigt, at den pårørende alene inddrages, når modtageren af hjælp og den pårørende selv ønsker det. De pårørende er ikke forpligtede til at lade sig inddrage eller udføre opgaver, da det alene er en kommunal opgave at sørge for at give omsorg og pleje til personer med behov for det.
Lokale fællesskaber og civilsamfund
Kommunerne skal fremme og udvikle samarbejdet med lokale frivillige sociale organisationer og foreninger på ældreområdet, for at skabe gode rammer til at styrke den frivillige indsats. Målet er, at kommunerne skal sikre et tæt samspil mellem de frivillige organisationer og foreninger, og de offentlige eksisterende tilbud, som de selv tilbyder i ældreplejen og til pårørende. Samarbejdet kan have et forebyggende sigte og kan gå på tværs af kommunegrænser. Ofte tilbyder frivillige organisationer en vifte af tilbud, som det ikke er muligt at få tilbudt i kommunerne. Det kan være tilbud om besøgsvenner, vågetjeneste, ledsagelse, pårørenderådgivninger mm. Det er kommunernes ansvar at fastlægge rammerne for samarbejdet med de frivillige sociale organisationer, og de skal samtidig yde støtte med et årligt beløb.
Indhold hentes