Rekruttering af besøgsvenner
Tænk langsigtet – læg materialer ud i lokalområdet
Dem, der overvejer at melde sig som besøgsven, har ofte en lang betænkningstid, inden de kontakter jer. De har brug for at ”møde” besøgstjenesten flere steder for at blive mindet om behovet og alt det, man selv får ud af at være besøgsven. Vi har følgende materialer, som I kan bestille og hænge op, uddele eller lægge diverse steder i jeres lokalområde:
- Bliv besøgsven-folder
- Få en besøgsven-folder
- A3-plakat
- Postkort – lad de nuværende besøgsvenner give en hånd med, de er de allerbedste ambassadører for opgaven
Alle materialer kan bestilles gratis på Frivilligshoppen her
Lav et fremstød for besøgstjenesten – brug flere kanaler
Mangler I flere besøgsvenner på én gang, kan I lave en mini-kampagne. Her er det en god idé at kommunikere ad flere kanaler over et par uger – det øger chancerne for, at mange får øje på jeres opslag og får lyst til at være med. Vi har udarbejdet nogle skabeloner og tekster, som I kan tilpasse og benytte.
- Skabelon til pressemeddelelse
- Opslag på Facebook
- Tekst til lokalt nyhedsbrev
- Opslag på Frivilligjob – læs mere her
Timing – rekruttér i de mørke måneder og husk den årlige Rekrutteringsuge
Følelsen af at være udenfor, ja måske helt usynlig for andre, forstærkes ofte om vinteren og særligt i juletiden. Her tager flere ældre mod til sig og rækker ud efter en besøgsven. Det er også i juletiden og de mørke måneder i starten af året, at mange føler sig kaldet til at være noget for andre. Hvis I mangler besøgsvenner, kan jule- og vintertid derfor være et godt tidspunkt at lave et fremstød for besøgstjenesten på.
Husk også Rekrutteringsugen i uge 40, hvor Ældre Sagens lokalafdelinger i en fælles, koordineret indsats sætter fokus på rekruttering af frivillige og synliggørelse af den brede palet af måder, man kan være frivillig på i Ældre Sagen. Der gives støtte til lokalafdelingernes annonceudgifter i forbindelse med rekrutteringsugen. Selvom man ikke bestiller rekrutteringspakken, kan man stadig godt få et annoncetilskud, når annoncen er i perioden omkring rekrutteringsugen.
 
                                    