Tilsyn

Sidst redigeret den 08.07.2025

Tilsyn med pleje og omsorg på ældreområdet
Tilsyn med plejen på ældreområdet kaldes for ældretilsynet. Tilsynet er tværkommunalt, og er placeret i Gentofte, Silkeborg og Hjørring kommuner.

Ældretilsynet skal sikre kvaliteten i de plejeenheder, der er i ældreplejen. Plejeenheder er plejehjem, plejeboliger, friplejeboliger og tilsvarende boliger samt de kommunale og private leverandører, der leverer ældrepleje mv. efter ældreloven i borgernes eget hjem.

Ældretilsynet yder rådgivning og sparring til de enkelte plejeenheder, og fører et såkaldt risikobaseret og reaktivt tilsyn med kvaliteten i helhedsplejen. Det betyder, at tilsyn bliver gennemført ud fra en løbende vurdering af hvor, der er størst risiko for kvaliteten i plejen, eller hvor, der er en konkret bekymring for kvaliteten i plejen.

Uanset om der er konkret bekymring for plejen, gennemfører Ældretilsynet et anmeldt tilsynsbesøg i hver plejeenhed inden for en periode på 5 år.

Bekymringshenvendelse på ældreområdet (Ældrelinjen)
Hvis man er bekymret for kvaliteten med plejen eller omsorgen, kan man kontakte Ældretilsynet via ”Ældrelinjen”, hvor ældre, pårørende, personalet m.fl. kan henvende sig - også anonymt. Ældrelinjen er en direkte indgang til ældretilsynet og er placeret i de tre kommuner (Gentofte, Silkeborg og Hjørring) hvor ældretilsynet er placeret.

Ældrelinjen skal medvirke til at sikre åbenhed om udfordringer i plejen. Med ældrelinjen er det hensigten, at ældretilsynet kan reagere på bekymringshenvendelser og føre tilsyn med plejeenheden eller sætte ind med konkret rådgivning og sparring til plejeenheden.

Du kan kontakte Ældrelinjen med din bekymring via telefon, man-ons 10-12, tors 13-15:
Ældrelinjen i Ældretilsyn Nord: 72 33 30 70
Ældrelinjen i Ældretilsyn Syd: 89 70 17 02
Ældrelinjen i Ældretilsyn Øst: 70 20 20 18

Tilsyn med sundhedsmæssige forhold
Styrelsen for Patientsikkerhed fører tilsyn med de sundhedsmæssige forhold på plejehjem og i plejeboliger. Det foregår ud fra en vurdering af, hvor der kan være størst risiko for patientsikkerheden (det risikobaserede tilsyn). Der vælges forskellige temaer for tilsynet.

Tilsynet udføres dels som planlagte tilsyn og dels som tilsyn på baggrund af konkret kendskab til forhold, som kan udgøre en fare for patientsikkerheden (det reaktive tilsyn).

Udvælgelsen af konkrete plejehjem eller plejeboliger i forhold til planlagte tilsyn foregår ved stikprøve.

De reaktive tilsyn sker bl.a. på baggrund af risikoanalyser, klagesager, henvendelser fra patienter, pårørende, fagpersoner og offentlige myndigheder og ved at følge mediernes omtale af sundhedsfaglige problemstillinger. Et reaktivt tilsyn kan også foregå uden besøg i plejeenhederne, fx ved gennemgang af tilsendt materiale.

Styrelsen for Patientsikkerhed udarbejder en tilsynsrapport efter hvert tilsynsbesøg. Her kan man læse, om der er konstateret overtrædelser eller mangler af betydning for patientsikkerheden.

Styrelsen udgiver en årlig rapport om det sundhedsfaglige tilsyn.

Regionsråd, kommunalbestyrelser og private virksomheder skal sikre, at der på de enkelte behandlingssteder udarbejdes instrukser, som understøtter patientsikkerheden, hvor det er relevant og nødvendigt.

Instrukser kan fx være retningslinjer for ansvars- og kompetencefordeling mellem sundhedspersoner eller beskrivelser af arbejdsgange og -processer ved behandling og pleje på et plejecenter eller på et hospital.

Styrelsen for Patientsikkerhed
Tlf. 72 28 66 00, man-fre 9.00-15.00
www.stps.dk

Bekymringshenvendelse på sundhedsområdet
Hvis man har mistanke om, at en sundhedsperson udgør en risiko for sine patienter, eller hvis man er bekymret for kvaliteten af hjælpen, plejen og omsorgen til beboerne i plejeboliger, kan man indgive en bekymringshenvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det kan ske på flere måder. På styrelsens hjemmeside findes et skema til brug for indgivelse af bekymringen. Man kan også ringe eller skrive til et af styrelsens kontorer for Tilsyn og Rådgivning. Man kan henvende sig anonymt, men oplyser man, hvem man er, kan man ikke være anonym.

Styrelsen afgør, om henvendelsen giver anledning til et tilsyn, men man kan ikke få at vide, hvad tilsynet foretager sig i sagen. Et afholdt tilsyn bliver dog offentliggjort.

På styrelsens hjemmeside kan man læse nærmere om, hvordan man laver en bekymringshenvendelse, www.stps.dk.

Tilsyn og Rådgivning Vest (dækker Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark)
Tlf. 72 22 79 79, man-fre 8-15
trvest@stps.dk

Tilsyn og Rådgivning Øst (dækker Region Sjælland og Region Hovedstaden)
Tlf. 72 22 74 50, man-fre 9-15
trost@stps.dk

Indhold hentes