Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

Bustur til Årø

Referat

På Banegårdspladsen torsdag 12. juni kl. 09.30 stod 41 forventningsfulde personer klar til at entrere VTS-bussen. Vejret var simpelthen perfekt, solskin fra en skyfri himmel og passende temperatur, hverken for koldt eller for varmt. Chaufføren indstillede GPS'en til kørsel mod Årøsund. Undervejs bød Arne Andersen deltagerne velkommen. Vi ankom Årøsund ved ca. 10 tiden.  Færgen var på vej ind, så ventetiden blev ikke særlig lang. 

null                                                                     Årøfærgens ankomst Årøsund

Velankommet ombord, det var dog lidt af et kaos, da der var mange gående passagerer og en del med cykler plus et dæk fyldt med biler, lagde færgen fra kaj og små 10 minutter senere kunne vi gå i land på Årø. Vi traskede hen til Aarøs Perle, hvor vi entrede traktorbussen. Guiden Karl Erik bød os velkommen og orienterede kort om sikkerheden og om turplanen.

null

                                      Entringen gik stille og roligt - rollatorbrugerne til sidst

 

Efter at vi havde kørt over den lille bro tæt ved havnen gjorde vi et kort stop ved mindestenen, der viser vandhøjden ved stormfloden 13. november 1872. Vandet stod 3,5 meter over normal daglig vandstand. Mange bygninger blev ødelagt og mennesker og dyr druknede dengang.

null

 

Turen fortsatte gennem Årø By og drejede venstre om og forbi bryghuset (desværre ingen stop) og hen til kirken. Årø Kirke er en teglstenskirke. Syd for koret er et sakristi og nord for koret et kapel. Mod vest bærer kirken en lille tagrytter med klokke. Kirken blev indviet i julen 1906 og fik navnet "Julekirken". Før den foregik alle kirkelige handlinger i skolen, mens de døde blev begravet på kirkegården ved Øsby Kirke på fastlandet. Kirken blev bygget på et areal, som en af beboerne Christian Martensen havde stillet til rådighed. Han fik derfor en mindesten stillet på Julekirkens kirkegård. I forbindelse med kirkens restaurering i 1970 blev alterbordet og foden til døbefonten fremstillet af et morbærtræ, som havde vokset på øen.

null  null
 null  null

Guiden Karl Erik (i midten foto til højre) fortalte om kirkens historie og om kirkens indretning

 

Efter det kirkelige besøg kørte vi nordpå og passerede undervejs øens højeste punkt, der er 7,6 meter over havets overflade. Senere passerede vi et fladlandsområde, der ligger under havets overflade hvorfor det er nødvendig med en pumpestation, der kan holde vandet ude. Vores videre færd hen over øen bragte os hen til fuglekiggertårnet. Herfra kunne vi kigge over til Assens.

null  null

Ved fuglekiggertårnet fortalte guiden Karl Erik om det såkaldte "Russerdige", der blev bygget af russiske krigsfanger. Der var ikke særlig langt over til Bågø, der var dansk, så en del russere flygtede over til øen og dermed til frihed. Før genforeningen i 1920 foregik der også en del smugleri mellem Årø og Danmark.

Velanbragt i traktorbussen kørte vi videre først mod vest og dernæst mod syd. Et kort stop ved skovtrolden, der "bor" på en del af Camino ruten, som går rundt på Årø. Skovtrolden passer, efter sigende, godt på de pilgrimme, der vandrer.

null

 

Vi passerede flere husmandssteder, Årø Camping og sommerhusområderne og vejen krummede stille og roligt mod nord da vi kørte langs stranden på Årø's nordside. Vi gjorde stop ved Vingården en god halv times tid. Flere benyttede lejligheden til at købe et godt glas vin eller en god øl, vejret gav jo en sund og naturlig tørst. Flere købte vin, honning, te og andre lokale gode sager til eget brug derhjemme.

Turen fortsatte så til Café Aarøgård, hvor vi skulle spise frokost. Menuen var æggekage med tilbehør som hovedret og rabarberkage med creme fraiche til dessert samt kaffe. Virkelig lækker mad og der var rigeligt så alle blev godt mætte. Læskedrikke af forskellig slags blev nydt sammen med maden.


null

                                               Arne Andersen byder velkommen til frokosten                         

 null  null

"Melvis" fortæller om menuen                                                            Også plads til udendørs servering

Klokken 14.45 havde alle betalt for deres drikkevarer og Arne havde betalt for maden, så vi kunne med god samvittighed vandre ned til havnen til den ventende færge. Alle kom med ombord, heldigvis. Velankommet til hovedlandet kunne vi så entre den ventende bus, der bragte os mod Vojens. Dog måtte vi køre ad omveje i Haderslev grundet vejarbejde. Det forsinkede vores estimerede ankomst kl. 16.00 med et kvarter, men det gjorde ikke noget. Stemningen var god og alle deltagere havde haft en god tur og Arne fik et klap inden vi forlod bussen.

 

Dennis, referent

Sidst opdateret 04.08.2025