Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

Kortspil og kammaratskab i Ældre Sagen

Poul, Leif og Hans Egon spiller i Lunden, for kortspil er ofte et pusterum fra hverdagen, her kan man være ”en af drengene” og bare spille kort.
Tekst: Anni Hansen, Birgit Andersen og frivillige i Silkeborg.
Foto: Anni Hansen.

 

null

Kortspil og kammeratskab i Ældre Sagen Silkeborg

Der er noget ganske særligt over det at samles om et kortspil. Kortene bliver blandet, grinene breder sig i lokalet, og koncentrationen kan næsten mærkes i luften, når et godt stik skal hentes hjem. I Ældre Sagen i Silkeborg er det lige præcis den stemning, vi oplever uge efter uge – og vi elsker det.

Her summer det af liv og aktivitet, for vi spiller canasta, bridge, whist og L’hombre. Sommeren er ingen undtagelse, for her finder du vores populære sommerbridge, og hele året rundt starter vi nye hold op, så alle har mulighed for at være med – både garvede kortspillere og nybegyndere.

Kortspillene foregår primært i Lunden og Nordre Fælleshus, og det er ikke bare spillet, der trækker folk til. Det er også det varme fællesskab, den faste rytme i ugen, og følelsen af at høre til. Det giver mening – både for hjertet og hjernen – at være med. Kortspil er nemlig både hyggeligt og hjernegymnastik på én gang.

Canasta: Et grin og en god hånd

Canasta spilles hver torsdag fra kl. 13 til 16 i Nordre Fælleshus. Her er stemningen afslappet, og grinene mange. Vi spiller typisk fire ved hvert bord og trækker makkere, så der opstår nye konstellationer og samtaler hver gang. Har du aldrig spillet canasta før? Intet problem – vi lærer dig det! Du skal bare tage kaffe eller te med, så sørger vi for kort og godt selskab. Vi slutter sæsonerne af med smørrebrød og ekstra hygge – og vi starter op igen første torsdag i august efter sommerferien.

Bridge – også for begyndere

Bridge er en stor del af vores kortaktiviteter – både som almindelig bridge og som sommerbridge. For de øvede er der turneringer med gevinster og juleafslutning med et festligt præg. Og til de mange, der er nysgerrige på spillet, starter vi et helt nyt undervisningshold op fra den 10. september. Her vil du blive guidet gennem spillets kunst frem til april 2026. Det kræver ingen forkundskaber – bare lysten til at lære og spille sammen med andre.

Whist og L’hombre – klassiske kortspil med social kant

For dem, der elsker den hyggelige blanding af konkurrence og samvær, er whist og L’hombre oplagte valg. Her er der plads til både seriøse spillere og dem, der bare gerne vil nyde et par gode timer i godt selskab.

Frivillighed med hjerte og tak

Alle vores aktiviteter er drevet af frivillige kræfter, og vi føler os altid rigt belønnet, især når vi holder afslutninger og bliver mødt med takketaler og gavekurve. Det varmer og motiverer, men det er ikke gaverne, der driver værket – det er glæden ved at skabe rum for samvær og gode oplevelser for andre.

Så har du lyst til at spille kort, få nye bekendtskaber og være en del af et varmt fællesskab – så kig forbi, eller ring til kontoret, 20 36 19 77 mandag kl., 9.30-12.

Vi glæder os til at se dig.

 

Sidst opdateret 17.06.2025

  • Anni Hansen

    • Kontorfrivillig og ansvarlig for kortspil.

    Mobil
    27337379