Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

Vågetjenesten i Horsens

Vågetjenesten – Ældre Sagen Horsens

Ældre Sagen Horsens finder det ikke værdigt, at folk skal dø alene. Vågetjenestens frivillige sidder hos døende i den allersidste tid, så ingen skal dø alene, medmindre de selv ønsker det. Vågetjenesten kan også hjælpe de pårørende ved at afløse dem, så de kan få et hvil.

Ikke alle har familie eller pårørende tæt på, derfor tilbyder vågetjenesten menneskeligt nærvær og at være den, der kan holde i hånd

Hvem våger? 

Ældre Sagen Horsens vågetjeneste består af engagerede frivillige, som brænder for at give tryghed og ro til døende.

Vågerne bliver klædt godt på til opgaven, de har tavshedspligt og udfører ikke plejeopgaver. 

Alle frivillige i vågetjenesten har gennemgået Ældre Sagens vågekursus. Vi har tavshedspligt og bærer identitetskort, så du ved, hvem det er, der kommer.

Alle frivillige har erfaring med omsorg for døende og vil gerne aflaste og lytte. Et ord, en varm hånd eller en tiltrængt nattesøvn kan gøre en verden til forskel i en svær tid.

Vågerne tilbyder at sidde ved døende for at give nærhed, ro og tryghed. De er der for døende, der ingen pårørende har, eller for dig der er pårørende og har brug for at blive afløst og trænger til et hvil fx i nattetimerne.

Vågetjenesten tilrettelægges i samarbejde med den kommunale hjemmepleje.

Giv ro og tryghed til en ensom døende

Hvert år dør tusindvis af mennesker uden at have nogen ved sin side. Du kan give ro og tryghed til en ensom døende ved at lytte og være nærværende.

Hvad skal jeg lave? 

Du skal være moden, robust og afklaret. Du sidder hos den døende og lytter, holder i hånd – eller hvad situationen indbyder til. Vågetjenesten kommer både hos døende, som ingen pårørende har, og hos døende, hvis pårørende trænger til et hvil. 

Det er en fordel, hvis du har erfaring med omsorg for døende – enten personligt eller professionelt. 

Hvad får jeg ud af det? 

Kompetenceudvikling, socialt netværk, mulighed for at give nærvær til ensomme døende. 

Vågetjenesten – for dig der er pårørende til en døende

 Er du pårørende, plejepersonale eller ven til en døende person? Og har du svært ved at få kræfterne til at slå til efter et langt sygdomsforløb? Vågetjenestens frivillige giver tryghed og skaber ro i den allersidste tid.

Hvem kan benytte vågetjenesten?

Som pårørende kan du bruge de frivillige som en ekstra tryghed i den vanskelige tid. Det kan være i hjemmet, på hospitalet eller på plejehjemmet.

Hvordan bliver jeg frivillig?

Hvis du er interesseret i at blive frivillig, er du meget velkommen til at kontakte os.

De bedste hilsner

Ældre Sagen Horsens
Mobil: 2751 6055.

Sidst opdateret 09.06.2025