Høj sol over Vadehavets perler
Solen stod højt på himmelen alle fire dage, da Ældre Sagen i Høng midt i maj måned arrangerede tur til Vadehavets perler: Fanø, Mandø, Rømø og Sylt.
Det blev en tur med masser af oplevelser. Første oplevelse for de 40 deltagere på turen var færgeturen fra Esbjerg til Fanø, hvor sælerne var de første til at byde gæsterne fra Høng velkommen til Nordby.
Herfra gik turen via en afstikker til Mandøs brede sandstrand til den idylliske gamle skipperby Sønderho, hvor de gamle stråtækte huse og byens unikke kirke blev beundret, inden turen gik tilbage til Nordby for sightseeing og frokostpause.
Efter færgeturen retur til Esbjerg gik turen videre sydpå for indkvartering på Rudbøl Grænsekro, og den gamle kro fra 1700-tallet viste sig de følgende dage at være et fortrinligt spisested med skiftevis flæskesteg, hakkebøf og kalvesteg på menuen.
Tidligt om morgenen på andendagen gik turen til Mandø for at kunne komme over til øen ved lavvande. Via Mandø Ebbevej med Mandøbussen blev man ved Restaurant Vadehavet modtaget af indehaveren af både Mandøbussen og restauranten.
Med ham som en levende fortæller med mange anekdoter fra og om øen blev det til en guidet gåtur rundt i den lille by og i klitterne ud mod Vesterhavet, inden en dejlig frokost ventede i restauranten.
Hjemturen fra den unikke vadehavsø gik via Låningsvejen til fastlandet, og den tur benyttede de fleste til at nyde naturen i det fri fra toppen af bussen.
Fra de naturskønne oplevelser på Mandø fortsatte turen til Ribe, hvor det blev til et par timers sightseeing i Danmarks ældste by og selvfølgelig med et besøg i domkirken.
På tilbageturen til Rudbøl blev der også tid til et besøg ved det imponerende Marsk Tower.
Efter morgenmaden den følgende dag gik turen til Rømø med besøg ved Juvre og Lakolk, før det blev tid til at nå færgen, der skulle bringe de 40 gæster fra Høng fra Havnebyen til List på den tyske vadehavsø Sylt.
Med en tysk guide ombord i bussen gik turen fra List igennem et bjergtagende klitlandskab med klitter, der hvert år vandrer fire kilometer hen over øen. Synet af det helt fantastiske klitlandskab, der strakte sig over 10-15 kilometer blev derefter afløst af milliardærernes paradis i området ved byen Keitum. Den tyske guide fortalte at bare købet af en grund på 1.000 kvadratmeter kunne løbe op i den svimlende sum af 250 millioner danske kroner.
Fra milliardærernes paradis fortsatte turen til Sylts sydligste by Hörnum, hvorfra der sejler turistbåde til flere andre tyske vadehavsøer og om sommeren også til Helgoland langt ude i Nordsøen/Vesterhavet.
Fra et lille sightseeingstop i Hörnum gik turen mod øens hovedby Westerland, hvor det blev til et par timers sightseeingstop og sen frokostpause blandt det tyske jetsets mange dyre hoteller.
Ved hjemturen fra Sylt via Hindenburgdæmningen til Niebüll på fastlandet gik det i bogstaveligste forstand baglæns. Bussen blev ført over dæmningen på en jernbanevogn, hvorfra man gradvist over knap 30 kilometer så Sylt forsvinde i baggrunden.
På fjerdedagen var det tid til at påbegynde hjemturen. Her nåede flere at få sig en hyggelig snak med grænsekroens mangeårige tidligere ejer, som for længst har overladt tøjlerne til de næste generationer.
Første stop på hjemturen mod Høng var et nostalgisk besøg i Frøslevlejren, som under krigen husede danske krigsfanger og efter krigen tyske krigsfanger.
Næste stop var mulighed for grænsehandel og frokost i Harrislee, inden det gik mod Hejlsminde og det nationalt danske samlingspunkt Skamlingsbanken som turens allersidste sightseeing stop.
Sidst opdateret 24.05.2025