Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

Månedens klumme

null

Ny ældrelov: Ældre i Danmark får gode kort på hånden

Der er masser af fine ambitioner i den ældrelov, der netop er trådt i kraft. Det er dog op til den enkelte kommune at sørge for, at loven bliver en succes.

Færre nye ansigter i dit hjem, bedre samarbejde mellem hjemmeplejen og dine pårørende samt individuelt tilpasset hjælp. Det er nogle af de forbedringer, som den nye ældrelov kan skabe for ældre i Danmark. Loven trådte i kraft 1. juli, og Ældre Sagen er grundlæggende tilfreds med tankerne bag loven. Det fortæller Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, der dog peger på en afgørende mangel ved loven:

Loven handler for meget om, hvad kommunerne ”kan” gøre men for lidt om, hvad de ”skal” gøre for deres ældre. Det betyder, at vi risikerer helt op til 98 forskellige versioner af ældreloven – en for hver kommune. Da sundhedsreformen blev lagt frem, understregede sundhedsministeren: ”Det er en skal-lov”, hvorfor i alverden er ældre loven ikke også en ”skal-lov”? Det vil skabe en langt bedre og sikrere pleje i Danmark, siger Bjarne Hastrup.

Han peger på, at alt for meget afhænger af den enkelte kommunes tilgang.

- Alt for mange hjemmehjælpsmodtagere har i dag ikke indflydelse på den hjælp, de får. Det skal den nye lov lave om på. Vi har brug for langt større selvbestemmelse og individuelt tilpassede tilbud, og det vil vi få, hvis kommunerne spiller med.

Ny lov gælder kun nye hjemmehjælpsmodtagere

Modtager du i dag hjemmehjælp, så kan du ikke regne med at opleve de positive forandringer, der er lovens mål fra første dag. - Det er helt op til den enkelte kommune at afgøre, om de nuværende hjemmehjælpsmodtagere kan nyde de fordele, ældreloven skal give.

I Hillerød Kommune er implementeringen af teams godt i gang.

Vi følger udviklingen tæt på alle ældrelovens områder.

Vibeke Dyrelund

     formand

Sidst opdateret 28.07.2025