Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

Nyt fra bestyrelsen

Beretning om lokalbestyrelsens og koordinationsudvalgets virksomhed i perioden marts 2024 - marts 2025

Som formand for Ældre Sagens bestyrelse i lokalafdeling Frederikshavn-Læsø vil jeg fremlægge vores beretning. Jeg vil opdele beretningen i oplysning om Ældre Sagen centralt, vores distriktsudvalg, koordinationsudvalg og vores lokale afdeling.

Ældre Sagen Danmark

På landsplan er vi 1.049.000 medlemmer.

Ældre Sagen har haft meget stort fokus på den nye ældrelov, som træder i kraft 1. juli i år.

Ældreloven lægger op til mere med/selvbestemmelse for borgerne, mindre bureaukrati i plejen med mindre indberetning af opgaver, oprettelse af teams i hjemmeplejen bestående af max 12 personer, således at borgerne ser færre personer i hjemmet end nu. Dette er intentionerne med loven, men det er op til den enkelte kommune at implementere aftalen, og kommunen er ikke forpligtiget til at følge lovens intentioner, og man kan i værste fald fortsætte som hidtil.

I Frederikshavn Kommune ser man positivt på Ældreloven, men oplyser samtidig, at serviceniveauet vil forblive uændret, da der ikke er økonomi til at øge dette. Vi må så se, hvad det indebærer.

En ny sundhedsreform er på trapperne. Den er endnu ikke vedtaget i folketinget. I oplægget fortsætter vores region Nordjylland uændret. Det er positivt, da vi havde frygtet, at vi skulle slås sammen med Midtjylland til en stor region. Der lægges op til mere samarbejde på tværs mellem sygehus, kommune og praktiserende læge. Der skal ansættes flere læger i udkantsområderne.

Ældre sagen har brugt megen tid på indflydelse på ovennævnte lov og reform.

Ældre Sagen Distrikt Nordjylland

I vores lokale opbygning af Ældre Sagen har vi et distriktsudvalg (distrikt 1) og 30 lokalafdelinger. Vi er repræsenteret i distriktets sundhedsudvalg, IT-udvalg og har kassererposten.

Ældre Sagen Frederikshavn kommune

I Frederikshavn Kommune har vi 3 lokalafdelinger, Skagen, Sæby og Frederikshavn-Læsø. Vi har et overordnet koordinationsudvalg med 3 deltagere fra hver lokalafdeling. Udvalgets opgave er bl.a. kontakt til kommunen vedr. ældrepolitik (kommunens budget, værdig ældrepleje, plejeboliger etc.).

Vedr. socialudvalgets budget 2025 har vi gjort indsigelser mod forringelse af klippekortsordningen og fyring af flexmedarbejdere på plejecentre og i hjemmeplejen. Plejepersonalet er presset på tiden til omsorg, og flexmedarbejdere var en lille hjælp til hygge og aktivitet for de ældre. Det er sølle. Ligeledes indsigelse mod forringelse af rengøring fra hver 2. til hver 3. uge i hjemmeplejen og på plejecentrene samt udlicitering af vasketøjsordning. (beskrivelse).

Samarbejdet med hjemmeplejefirmaet Aktiv Hverdag er stoppet, og der skal findes en anden privat leverandør. Dette træder tidligst i kraft 1.1.2026, og indtil da har borgerne ret til at vælge at få et fritvalgsbevis og SELV finde en privat udbyder af pleje (der opfylder kommunens krav). Disse fritvalgsbeviser er vanskelig læsning for ældre mennesker. Mange vil opgive og vælge kommunens hjemmepleje.

Koordinationsudvalget har møde med socialudvalgsformand og næstformand minimum 1 gang årligt, hvor vi drøfter ovennævnte emner. Ligeledes har vi møde med de ledende sygeplejersker inden for hjemmeplejen og plejecentrene en gang årligt. Her debatterer vi nye tiltag/besparelser på plejebudgettet og fortæller om vore 3 lokalafdelingers mange tiltag for at hjælpe vore ældre borgere.

Vi samarbejder med Ældrerådet, hvilket vi er meget glade for, da vi kæmper og interesserer os for samme sag. Vi mødes 2 gange årligt eller mere efter behov.

Ældre Sagen Frederikshavn-Læsø

Vores lokalafdeling består af 7047 medlemmer, 186 frivillige og har en velfungerende bestyrelse på 7 medlemmer, 2 suppleanter, en kasserer og en kontaktperson fra Læsø.

I tilknytning hertil har vi en PR-gruppe bestående af 8 personer. PR-arbejdet er meget omfattende, og gruppen yder en stor indsats. Der udarbejdes oplysningsmateriale til lokalavisen ’LigeHer.nu’ 8 gange årligt, til bladet ’Det Sker Lokalt’ 5 gange årligt, løbende til vores hjemmeside, facebookgruppe og plakater til ophængning.

Endvidere har vi 3 dygtige kontorfrivillige, der i kontorets åbningstid booker billetter til arrangementer, svarer på spørgsmål etc. Billetter til vores store arrangementer kan også bookes på vores hjemmeside og hos Palle og Elo. De sidder på spring ved telefonen, og der er lynhurtigt udsolgt. 

Vi har haft et dejligt, positivt år med stor opbakning fra vore mange medlemmer, hvilket vi er meget taknemmelige for.

Også vores sponsorer GF Forsikring, Thiele, Advokat Nicolaj Horn, Bilcenter Autoopretning

Vendsyssel, El-Salg Frederikshavn radio/TV og Hvidevarer, Fod- og Hudplejeklinikken, Nyholmstrand Sko, PureGym, Tina Risager Kunst & Interiør vil vi takke for opbakning, den hjælper os med promovering af vore tiltag.

Der skal også lyde en tak til Hånbæk afdelingen i Frederikshavn Boligforening for, at vi gratis kan spille krolf og petanque på deres baner.

Vi har modtaget § 18 midler fra kommunen (halvt så meget som sidste år) og midler fra lokalforeningspuljen ISOBRO. Tak for det.

I oktober hjalp vi med influenza- og Corona-vaccinationer i samarbejde med Danske Lægers vaccinationsservice.

Vi har også deltaget i kommunens orienteringsmøde for 70-75-årige samt deltaget i Forårsmessen i Arena Nord, hvor man begge steder i vores stand kunne få orientering om og materiale vedr. vores tilbud og hjælp. Endvidere har vi deltaget i et møde, arrangeret af kommunen, om fremtidens ældrepolitik i kommunen. Her fik vi mange input med.

I år har vi doneret 3.000 kr. til hver af 3 plejecentre, beregnet til hygge for beboerne.

I samarbejde med sponsorer har vi afholdt arrangement hos El-Salg, en aften hos Nyholmstrand sko og i vores egne lokaler en temaaften med advokat Horn. Hos PureGym har der i løbet af sæsonen været flere gratis gymnastikhold – disse med stor succes.

Vi har haft 7 store arrangementer i Rådhuscentret. John Mogensen, Iris Waterfalls to gange, Jette Torp, Yrsas Birthe Kjær show, Johnny Hansen og Jane og Shane.

En dejlig julekoncert i Frederikshavn Kirke og et spændende foredrag i Sydbycentret (”Hold hjernen skarp”), 4 søndagscafeer med godt humør og dejlig lagkage, 9 suppeaftener i Søndergade med skøn mad og hyggeligt samvær.

I vores lokaler har vi også 2 hold stolegymnastik og hyggeklub på onsdage, advokathjælp og forsikringshjælp (GF) den sidste torsdag i måneden med mange besøg. Som noget nyt har vi oprettet et reparationsværksted og en sy-café, som kan besøges tirsdage. 2 madlavningshold for mænd har vi også. Det foregår på Hånbækskolen.

Vi har mange både sommer- og vinteraktiviteter. Petanque, krolf, cykling fra Føtex og roning i samarbejde med roklubben. Bowling, bordtennis, floorball, bowls og badminton. Badmintons tidligere aktivitetsleder Ruth Keller fik sidste år tildelt Ældre Sagens æresbevis for hendes store indsats igennem mange år. Det var velfortjent. Desværre døde hun i går, 100 år gammel.

Til hjælp og aflastning for vore ældre borgere har vi vores besøgs- og motionsvenner, vores vågetjeneste, som landsdækkende har fået megen ros af Ældre sagen centralt, vores telefonkæde, der giver tryghed, cykling uden alder, hvor vores cykelpiloter giver ældre på plejecentre og ældre i eget hjem en cykeltur i en rickshaw cykel, en hjælpende hånd, der kan hænge lamper, billeder op etc. Vi har en bisidder, der kan yde kontakt til kommunen, læge eller sygehus. Hjælp til IT-problemer har vi også. Datastue i Søndergade mandage, IT-hjælp på biblioteket torsdage, og vores ”hjemme-ITfrivillige”, der kan løse opgaver i borgernes eget hjem.

Endelig vil jeg nævne vores læse- og matematikvenner, der hjælper børn på 3 skoler i kommunen. En meget fin ordning med et godt samarbejde med skolerne.

Vi har også udflugter på programmet. I år har vi haft en sommertur til Livø, en efterårstur til Ærø og en juletur i Vendsyssel Teater. Alle store succeser, og medlemmerne venter allerede på de næste ture.

Ældre Sagens sangkor, Seniorkoret, mødes torsdage i Musikskolen, og vi har haft fornøjelsen af at høre dem her i aften.

Læsø har vi en lille arbejdsgruppe, der står for vore arrangementer på øen. Der har i årets løb været afholdt en forårsfest med 80 deltagere, i oktober musikalsk underholdning. De frivillige har hjulpet med vaccinationer i samarbejde med Danske Lægers Vaccinationsservice. Vi har også rickshawpiloter på Læsø. De kører tur med beboere på plejehjemmet. Mange ældre får vind i håret og godt humør. De frivillige er også klar til at hjælpe med IT problemer.

 

Det var et lille indblik i, hvad vi står for, og hvad vi tilbyder.

Til sidst vil jeg sige en stor tak til bestyrelsen for godt samarbejde og til alle frivillige en kæmpe tak for jeres indsats for vore ældre borgere. Ligeledes en stor tak til alle vore medlemmer, som bakker os så flot op. Uden vore medlemmer og vore frivillige var vi ingenting.

 

På lokalbestyrelsens vegne

Gitte Funch formand 

 

 

Orientering om lokalbestyrelsens fremtidige virke

Verden ser ikke så fredelig ud, som den gjorde, da vi holdt årsmøde sidste år. Verden er mere usikker, og landene må opruste for at beskytte sig. Det kræver mange penge, og man kan godt være bekymret for, hvor pengene skal komme fra. Vores velfærdssystem kan komme under pres, og det vil bl.a. gå ud over vore ældre borgere.

Ældre Sagens koordinationsudvalg i kommunen får en stor opgave i den kommende periode. Vi skal holde øje med kommunens oplæg til budget 2026, hvor der kan komme yderligere besparelser.

Ved indførelsen af Ældreloven 1. juli 2025 skal vi være i tæt kontakt med kommunen og med borgerne på plejecentre og borgerne i eget hjem. Vil kommunen følge intentionerne i Ældreloven med mere selv-/medbestemmelse for borgerne og små teams i hjemmeplejen?

Også sundhedsreformen skal vi være opmærksomme på, når den vedtages. Hvad vil reformen betyde for kommunens økonomi, når/hvis tilbud flyttes mellem region og kommune?

I vores koordinationsudvalg ønsker vi en positiv kontakt til kommunen bl.a. ved fortsat at have vores årlige møde med socialudvalgsformand og næstformand til drøftelse af ældrepolitik.

25. august og 1. september mødes vi med ledere fra kommunen om bl.a. velfærdsteknologi.

30. oktober 2025 kl. 16 afholder vi et vælgermøde i Rådhuscentret vedr. kommunalvalget. Alle er velkomne, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål til politikerne.

Vores næste møde med de ledende sygeplejersker er allerede fastsat til oktober måned.

I den kommende periode vil vi fortsætte vores gode samarbejde med Ældrerådet. Næste møde er 12. juni 2025.

 

I lokalafdelingen vil vi donere Hopla tilskud til 4 plejecentre.

Vores suppeaftener, advokatvagt og GF forsikringsoplysning på kontoret alle 1 gang månedligt undtagen i sommermånederne, vil vi fortsætte med, da tilbuddene er en kæmpe succes. Vores hyggeklub og stolegymnastik på onsdage og vores 2 madlavningshold fortsætter naturligvis også.

Alle vore faste sommer- og vinteraktiviteter fortsætter med vores dygtige aktivitetsledere i spidsen. Vi vil i den kommende sæson fortsat afholde søndagscafeer.

Af store arrangementer er pt. planlagt Fede Finn og Funny Boyz Trio i april. The Irish Waterfalls indleder sæsonen i september. Der bliver julekoncert i december. Evt. Jane og Shane igen til foråret, da de var en kæmpe succes for nylig.

I vores lokaler i Søndergade får vi 27. marts besøg af vores sponsor Advokat Nicolaj Horn, som vil fortælle om fremtidsfuldmagter og testamenter. Der planlægges også besøg af Osteoporoseforeningen. Ligeledes besøg hos vores sponsorer Bilcenter Autoopretning Vendsyssel og Tina Risager Kunst og Interiør.

1

 

Vores sy- og reparationsværksted i Søndergade kom godt i gang for et års tid siden. Vi fortsætter de gode tilbud på tirsdage kl. 10-12, og der er altid kaffe på kanden og tid til en god snak, mens tingene bliver repareret.

Rejseudvalget arrangerer en forårstur til Aars ”Naturens Stemme” i april og en efterårstur til ”Sydhavsøerne” i september.

Vi fortsætter naturligvis med vores øvrige frivillige hjælpeaktiviteter: besøgs-/motionsvenner, tryghedsopkald, vågetjeneste, cykelpiloter, læse-/matematikvenner, den hjælpende hånd, bisidder og IT-hjælpere. Vedr. IT vil vi opfordre jer til at være digitale så længe som muligt. Vi hjælper gerne, når og hvis I får problemer. Det bliver meget svært ikke at være digital i fremtiden.

Vi mangler frivillige inden for alle områder, men specielt besøgsvenner er en stor mangelvare. Flere og flere ældre har behov for en at tale med, en at hygge sig med. Et par timers besøg en gang om ugen vil betyde meget for et ældre menneske. Kontakt mig.

Jeg mangler også en hjælp som besøgskoordinator til planlægning af besøg og modtagelse af nye venner/værter.

Også vores sangkor Seniorkoret vil meget gerne have flere ”stemmer”.

Kontakt os og få en snak om det område, der interesserer dig. Ligeledes ideer til aktiviteter og arrangementer er meget velkomne.

Læsø er man i gang med at overveje og planlægge kommende aktiviteter.

Vedr. annoncering håber vi på fortsat (i nogle år) at være i kontakt med vores medlemmer gennem lokalavisen LigeHer.nu den sidste onsdag i måneden (fra august-marts). I kan altid finde oplysninger på vores hjemmeside, i vores Facebookgruppe, via vores plakater og i Ældre Sagens blad Det Sker Lokalt. I er også altid velkomne på vores kontor i åbningstiden mandage kl. 10-12, tirsdage og torsdage kl. 15-17 og onsdage kl. 12-14. Har I spørgsmål, eller ønsker I at blive tilmeldt et arrangement, hjælper vores kontorfrivillige jer. Kik ind.

Vi ser frem til et spændende år sammen med jer.

 

På lokalbestyrelsens vegne

Gitte Funch 

Sidst opdateret 15.05.2025