For seniorer: MULTISPORT i Tejn IF og Klemensker IF – bevægelse og fællesskab for alle
Så kom og vær med til multisport i Tejn IF og Klemensker IF – et nyt tilbud målrettet dig, der ønsker at holde dig i gang, få rørt kroppen og møde andre i samme livsfase.
Her handler det ikke om præstation, men om at have det sjovt sammen og bevæge sig i fællesskab. Aktiviteterne er tilpasset seniorer og varierer fra gang til gang, så der er noget for enhver smag – og alle kan være med, uanset erfaring eller form.
Du kan prøve kræfter med fx Pickleball, Trampolin Fitness, Ballonbadminton, bevægelseslege og meget mere. Aktiviteterne ledes af DGI Bornholms to konsulenter, Laura Hulgaard og Kasper Fruergaard Nissen, som skaber trygge og inkluderende rammer, hvor det sociale er mindst lige så vigtigt som motionen.
Efter hver træning hygger vi os med kaffe og kage – for det handler lige så meget om fællesskab som om bevægelse.
De første 3 gange er gratis som prøvegange, så du kan se, om det er noget for dig. Derefter melder du dig ind i foreningen – og som medlem af Ældre Sagen får du en særlig rabat på deltagerprisen.
Opstart:
Tejn IF
Fredag den 5. september kl. 10.00–11.00 i Mulighedernes hus i Tejn. Bagefter bydes der på kaffe og kage i cafeteriet, Skovbrynet 1, Tejn.
Klemensker IF
Onsdag den 17. september kl. 13.00–14.00 i Klemensker hallen. Efterfølgende hygge i cafeteriet, Stadionvej 4, 3782 Klemensker.
Forløbet varer i 3 måneder – én gang om ugen.
- Onsdag eftermiddage i Klemensker IF
- Fredag formiddage i Tejn IF
Kan du ikke være med den første gang? Bare mød op ugen efter – du er altid velkommen.
Så tag din ven, nabo eller ægtefælle under armen og vær med til nogle sjove og aktive formiddage i godt selskab.
Vi glæder os til at se dig!
Sidst opdateret 19.08.2025