Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

FORMANDEN HAR ORDET: Juleønsker

1. december 2025.
Vi er inde i de mørke måneder - det er prisen for, at vi kan nyde de lyse sommermåneder. Specielt her på Bornholm, hvor vi er begunstiget med herlige, lune sensommerdage, som vi med glæde kan tænke tilbage på.

Af Steen Thomsen, formand for Ældre Sagen Bornholm

Her i disse mørke måneder, hvor end ikke Bornholm kan sole sig i verdens politiske tryghed og samhørighed, er det vigtigt, at vi ranker ryggen og tænder lys for hinanden. Det kan vi jo gøre med lyskæder, der lyser op i mørket, men, ikke mindst, også ved at skabe fællesskab. For et århundrede siden var de store familier det store fællesskab, ligesom man på gårdene og i fiskeriet var tæt bundet sammen i gensidig afhængighed. I dag viser samfundsudviklingen, at det mere drejer sig om selvpromovering, og lykkes man, så kan man stråle på internettets mange platforme. Derfor er det af stor betydning, at vi alle tænker på nogen, der måske ikke føler sig som en del af fællesskabet - og som vi skylder at invitere ind i det fællesskab, vi selv har fornøjelse af.

Et sidste julebrev med mærker
Udviklingen gør, at PostNord med udgangen af 2025 uddeler de sidste julebreve med julemærker på. Mine tanker falder på Julemærkehjemmene, der har været til hjælp og glæde for de børn, der har haft et stort behov. Og julegaverne, ja, der kan man i dag se børn og børnebørns ønskeseddel, der ligger i ”Ønskeskyen”, og få gaverne tilsendt. Men det rammer jo også fællesskabet i vores lokale samfund. Det er måske ikke så mærkeligt, at den ene lokalforretning efter den anden lukker.

Overraskende gave
Men uden at henvise til ”Ønskeskyen” har jeg et gaveforslag, som muligvis ikke er udtrykt - men en overraskende gave kan jo også gøre lykke. Giv jeres børn, og måske også børnebørn, et medlemskab til Ældre Sagen. De skal kun være fyldt 18 år for at blive medlemmer. Og måske er det ikke alene de mange lokale aktiviteter, de vil benytte, men også sætte pris på de mange gode rabatter. Trods mørket ønsker jeg alle, både frivillige og medlemmer, en god jul og et godt nytår. Et ønske, der også gælder den nyvalgte kommunalbestyrelse, og at de i fællesskab må skabe gode vilkår for den generation, der har opbygget det samfund, vi har i dag.

Med venlig hilsen
Steen Thomsen
Formand for Ældre Sagen Bornholm

Sidst opdateret 08.12.2025