Facebook ejer alle data, som lægges på Facebook. Det skal man som bruger være opmærksom på.
OBS: I 2019 har landsforeningen Ældre Sagen tiltrådt Facebooks databehandleraftale om delt dataansvar, hvilken vurderes at overholde persondatalovgivningen. Det gør det muligt for lokalafdelinger i Ældre Sagen at bruge Facebooksider og Facebookgrupper i det frivillige arbejde.
Sekretariatet har derfor formuleret en tekst om dette, som alle lokalafdelinger skal henvise til. Derudover omhandler teksten også, hvordan vi her i Ældre Sagen behandler data.
Det er lovpligtigt at informere brugerne om dette. Læs vores privatlivspolitik her
Landsforeningen Ældre Sagen er dataansvarlig, når det gælder brug af Facebook i regi af Ældre Sagen. Det gælder også Facebooksider og Facebookgrupper i lokalafdelingerne. Det ansvar kan vi påtage os ved at:
- Alle Facebookgrupper og Facebooksider i Ældre Sagens lokalafdelinger skal have en tekst i feltet ”Impressum”, der sikrer, at Ældre Sagen lever op til ansvaret i forhold til databehandleraftalen og persondatalovgivningen. Denne tekst bliver lagt på af sekretariatet på Facebooksiderne. Der må ikke ændres i teksten. Kontakt FB-support@aeldresagen.dk om selve teksten.
- Alle Facebooksider i regi af Ældre Sagen skal gøre Ældre Sagens Facebookside (facebook.com/aeldresagen) til med-administrator af lokalafdelingens Facebookside. Med-administratorskabet skal til for at sikre lokalafdelingerne ift. persondataloven.
- Facebooksider i regi af Ældre Sagen skal ikke benytte Facebook Messenger eller Indbakken på en Facebookside. Brug i stedet en officiel mailadresse til lokalafdelingen.
- Facebookgrupper under Landsforeningen Ældre Sagen er tilknyttet Ældre Sagens Facebookside, og skal derfor oprettes af Ældre Sagens sekretariat. "Om-teksten" vedligeholdes af sekretariatet. Der må ikke ændres i teksten.
- Facebookgrupper under lokalafdelinger i Ældre Sagen skal være tilknyttet lokalafdelingens Facebookside, og skal derfor oprettes af lokalafdelingens Facebookside. Lokalafdelingen får en tekst til feltet impressum af sekretariatet. Der må ikke ændres i teksten.
- Hvis sekretariatet beder om det, skal der tildeles administratoradgang til en Facebookside.
- For at sikre lokalafdelingerne og brugerne ift. persondataloven, er det vigtigt at man hverken giver virksomheder eller personer adgang til lokalafdelingens Facebookside, hvis det ikke er nødvendigt. Hvis du er i tvivl, om nogen har unødvendig adgang, så kontakt os på FB-support@aeldresagen.dk
Teksten er med til at sikre lokalafdelingerne, når de bruger Facebook som kanal til kommunikation. Om-teksten indeholder bl.a.:
- Etik for brug af Facebook
- Link til Ældre Sagens retningslinjer
- Link til privatlivspolitik og cookiepolitik i Ældre Sagen
- Information om brug af visuelle materialer som billeder, grafikker, video mm.
- Information om databehandleraftalen med Facebook og link hertil