Inviter en forsker: Familien varer hele livet?
Inviter en forsker - Anne Leonora Blaakilde
- Gratis tilbud om spændende viden til din lokalforening
Ældre Sagen har inviteret en række danske forskere til et forskningssamarbejde. Sammen udvikler og udbreder vi viden om fremtidens ældre med udgangsgangpunkt i Ældre Sagens Fremtidsstudie – et forløbsstudie, der undersøger livet, forventningerne og ønskerne til fremtiden blandt danskere mellem 50 og 89 år. Som en del af samarbejdet afholder Landsforeningen Ældre Sagen udgifterne til forskerne til de 26 første oplæg med de forskere, der er en del af tilbuddet.
Om oplægget (1 - 1,5 time)
Ældre Sagens Fremtidsstudier viser, at familie er noget af det vigtigste og mest meningsfulde for de fleste. Samtidig viser studiet også, at individuel frihed har stigende betydning for lykkefølelse. Er det ikke lidt selvmodsigende?
"Familie" er i dag et flydende fænomen. Før i tiden var familie og slægt en enhed, der kunne give et økonomisk og boligmæssigt sikkerhedsgrundlag. Man var bundet til hinanden og afhængig af hinanden. Senere overtog staten i mere eller mindre grad opgaverne med at tage sig af dem, der ikke kunne klare sig selv. Familien var ikke længere det eneste sikkerhedsnet mod sygdom og ulykke, og slægtsbåndene kunne slækkes.
Kulturelt set har udviklingen betydet en større individualisering: Hvert menneske forventes at have frihed til at bestemme over sit eget liv. Den individuelle frihed er blevet en essentiel livsværdi for de fleste mennesker. Familieforpligtigelsen er blevet erstattet af en kærlighedsfølelse, der har til opgave at knytte båndene mellem familien, både mellem generationer og blandt jævnaldrende; par.
Kærlighed som fundament er skrøbeligt i en individualistisk kultur. Familiære bånd kan skæres over, hvis de føles for snærende, og det bliver de i stigende grad. Samtidig er familiens kulturelle værdi steget voldsomt. Det får høj status at kunne balancere i en familiedans, hvor lykken kommer både fra familiens bånd og fra individuel frihed. Hvordan lever vi ældre mennesker med denne balancegang?
Præsentation af forskeren
Anne Leonora Blaakilde er ph.d., lektor på RUC og ekspert i aldring og hverdagsliv blandt ældre mennesker. Se mere på www.blaakildes.net.
Kontakt: al@blaakildes.net
Kan bookes i: Hele landet
Transportafgift beregnes fra: Liseleje
Praktiske oplysninger:
- Projektor til visning af præsentation. HDMI-kabel.
Sådan bestiller I:
Lokalafdelingen tager selv kontakt til forskeren og aftaler tid og sted. Forskeren har kontakt til Landsforeningen og kan fortælle, om der er flere gratis oplæg.
Lokalafdelingen skal selv stå for:
- Et lokale til 30 eller flere personer
- Et head-set/mikrofon til oplægsholderen
- En projektor – oplægsholder medbringer selv PC
- Der skal kunne spilles lyd/musik via PC’en
- Eventuel annoncering i lokalavisen eller andre medier
- Den endelige aftale med forskeren om dato, tid og sted m.v.
- Afholde transportudgifter til forskere