Information om beskedformular til kontaktpersoner på de lokale hjemmesider
På grund af, at man i nogle lokalafdelinger har oplevet flere tilfælde af svindel, hvor e-mailadresser på de lokale sider er blevet misbrugt, har Ældre Sagen valgt at skjule selve e-mailadressen ud kontaktpersoner og i stedet erstatte den med et link til at sende en besked. Denne ændring er foretaget på baggrund af anbefalinger fra Ældre Sagens sikkerhedsrådgiver.
Når en kontaktperson modtager denne besked, kan hun vælge at svare på den, og herfra vil korrespondancen foregå som helt almindelige e-mails. Det er altså kun den første besked, der af sikkerhedshensyn sendes via beskedformularen.
Herunder følger mere detaljeret information.
Afsender:
Når man klikker på linket ud for en kontaktperson for at sende en besked, åbnes en simpel formular, hvor man kan sende en e-mail til kontaktpersonen.
I formularen skriver man en overskrift (Emne) og en besked. I denne besked kan man godt indsætte et link og en e-mailadresse, men de vil af sikkerhedshensyn blive deaktiveret hos modtageren, så man ikke kan komme til at klikke på dem ved en fejl. Se mere om dette nedenfor under ’Modtager’. Man kan af sikkerhedshensyn ikke vedhæfte en fil.
Afsenderen vil efter afsendelse af beskeden modtage en bekræftelse pr. e-mail på, at beskeden er sendt. I denne bekræftelsesmail står der IKKE en kopi af den besked, vedkommende har sendt. Dette er også pga. sikkerhedshensyn.
Modtager:
Når man modtager en e-mail, der er sendt via beskedformularen på den lokale hjemmeside, vil afsenderen være: ’Ældre Sagen kontaktformular’.
I denne mail er der først en automatisk indsat indledning fra Ældre Sagen om, at denne besked er sendt via en af Ældre Sagens lokale hjemmesider.
Herefter ser man navn og e-mailadresse på afsenderen.
OBS! Da e-mailen af sikkerhedshensyn sendes i et primitivt format, vil alle slags links blive deaktiveret, så modtageren ikke ved en fejl kan komme til at klikke på dem. Det sker bl.a. ved, at punktum og @ automatisk bliver ændret, så linket ikke længere virker. Punktum bliver automatisk erstattet af [dot], og @ bliver erstattet med [at].
Man skal altså ikke blive nervøs for, at det er spammail, når links og e-mailadresser ser underlige ud.
Når man har læst e-mailen og gerne vil besvare den, skal man blot klikke på ’Svar’, som man plejer, selvom Ældre Sagen står som afsender. Mailen skal nok blive sendt til den, der i første omgang havde sendt en besked.